Arkivfoto / handout.
Bevæbnede personer trængte natten til tirsdag ind i en fransk zoologisk have, hvor de skød et af de sjældne hvide næsehorn og savede hornet af det døde dyr.
Det menes at være første gang, at et næsehorn i Europa er blevet angrebet og dræbt i fangenskab.
Forbrydelsen skete i Thoiry zoo omkring 50 kilometer vest for den franske hovedstad, Paris.
Tirsdag morgen fandt dyrepassere det fire år gamle næsehorn Vince, der ifølge politiet var død af tre skud i hovedet.
Det menes, at hornet blev savet af med en motorsav.
Global handel med næsehorn er forbudt i henhold til FN-konventioner, og handel med næsehorn er forbudt i Frankrig.
I 2015 kunne et kilo næsehorn sælges for omkring 380.000 kroner på det sorte marked.
Der er efterspørgsel efter horn i Asien, hvor det blandt andet bruges i knust form som traditionel medicin.
Thoiry zoo mener, at det er første gang nogensinde, at krybskytter har skudt et næsehorn i en zoologisk have i Europa.
I den zoologiske have i Thoiry er der yderligere to næsehorn. De er uskadte.
Vince havde to horn, men det ene er der ikke rørt ved. Derfor mener de ansatte i den zoologiske have, at forbryderne blev forstyrret, da de skar hornet af det døde dyr.
Der er overvågningskameraer i Thoiry, og fem af de ansatte bor på stedet.
Næsehornet Vince blev købt af haven i marts 2015. Det blev født i Holland og tilhører den stærkt truede race af de såkaldte sydlige, hvide næsehorn.
Der menes at være omkring 20.000 af dem.
Omkring 80 procent af alle næsehorn lever i Sydafrika, hvor krybskytteri er udbredt.
I 2014 blev der skudt 1215 næsehorn af krybskytter i Sydafrika, men i de seneste to år er tallet faldet.
/ritzau/Reuters