Arkivfoto.
To mænd er tirsdag blevet anholdt og sigtet i en sag om moms- og skattesvindel for 40 millioner kroner.
Det oplyser Københavns Politi.
Den ene mand bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Det skyldes, at han menes at have spillet en central rolle i den økonomiske kriminalitet, som skal være foregået over længere tid.
I en pressemeddelelse taler politiet om “massiv svindel”, som er meget samfundsskadeligt.
– Vi skal derfor have fat i de styrende personer i disse sager og ikke kun stråmændene, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz.
De anholdte er henholdsvis 40 og 41 år. I forbindelse med tirsdagens aktion er ti adresser i københavnsområdet og på Vestsjælland blevet ransaget.
/ritzau/