Arkivfoto
Fire drenge, der er mistænkt for at have kastet en flaske med brændende benzin på en 16-årig dreng, har tirsdag fået forlænget deres varetægtsfængsling med fire uger.
Det blev besluttet uden retsmøde, da alle fire drenge forinden frivilligt var gået med til at få varetægtsfængslingen forlænget.
Overfaldet på den 16-årige, afghanske dreng skete i Ry i Midtjylland om aftenen 6. februar.
De fire sigtede drenge, der alle nægter sig skyldige, havde aftalt at mødes med den 16-årige dreng ved idrætshallen i Ry.
Det var her, at der blev kastet en flaske med benzin mod den afghanske dreng.
Han blev forbrændt på 30 procent af kroppen fra livet og nedefter og blev også indlagt i kritisk tilstand. Dagen efter angrebet blev han erklæret uden for livsfare.
De sigtede drenge blev alle anholdt samme aften, som angrebet skete. Politiet har sigtet dem for drabsforsøg.
Både de sigtede og ofret er i alderen 15-16 år og går i 9. klasse på Mølleskolen i Ry.
Det grove overfald har haft stor offentlig bevågenhed, og Skanderborg Kommune er også gået ind i sagen.
I midten af februar kom kommunen med en redegørelse om sagen, som blev offentliggjort ved et pressemøde.
– Vores undersøgelse tyder på, at der særligt på 9. årgang er et relativt højt konfliktniveau, lød det dengang fra Søren Aalund, børn- og ungechef i Skanderborg Kommune.
– Sammenlignet med andre skoler i kommunen og på landsplan svarer eleverne, at de oftere oplever konflikter i klassen, fortalte han.
Redegørelsen var også på dagsordenen på kommunens byrådsmøde i sidste uge, hvor lokalpolitikerne kunne stille spørgsmål.
Her fortalte borgmester Jørgen Gaarde (S), at redegørelsen også kommer til at være på dagsordenen igen om en måned til det næste ordinære byrådsmøde.
/ritzau/