Bordeller er i vækst – flere udenlandske prostituerede


    Modelfoto


    Flere steder i landet vokser antallet af bordeller. Andre steder er der tilbagegang. Og det generelle billede er i øvrigt, at der er flere udenlandske prostituerede end tidligere.

    Det fremgår af et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

    Udviklingen er broget. Fem politikredse melder om vækst indenfor bordelbranchen.

    Det gælder Midt- og Vestjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Nordsjællands Politi samt Københavns Politi.

    I hovedstaden har der nærmest været et boom. I 2012 var der 83 bordeller, mens tallet sidste år var vokset til 137.

    Derimod daler aktiviteten i Nordjylland og på Fyn, melder politikredsene.

    I en tredje gruppe – Midt- og Vestsjælland, Syd- og Sønderjylland samt i Østjylland – er der nærmest tale om status quo, når man sammenligner 2012 med 2016.

    I svaret fortæller politiet også om statsborgerskab blandt de prostituerede, der er beskæftiget på bordellerne.

    I København er der flest fra Thailand, fulgt af Spanien, Rumænien, Ungarn og Danmark.

    I Nordsjælland vurderer politiet, at tre ud af fire prostituerede på bordellerne er fra Thailand.

    Desuden fortæller politiet i Syd- og Sønderjylland, at fire ud af fem af de prostituerede er udlændinge.

    Ganske mange lande er repræsenteret på de 74 registrerede bordeller i Sydøstjylland, fremgår det af svaret: Statsborgere fra Thailand, Polen, Spanien, Letland, Nigeria, Bulgarien, Marokko, Holland, Ukraine, Jamaica og andre lande er registreret.

    En enkelt politikreds melder hus forbi. Bornholms Politi har ikke registreret bordeller.

    I svaret oplyser Rigspolitiet i øvrigt, at det er politiets fornemmelse, at prostitution i stigende omfang sker i lejligheder eller midlertidige lejemål. Disse steder bogføres ikke af politiet som bordel eller massageklinik.

    /ritzau/