En kraftig sprængning har fundet sted i Lønstrup vest for Hjørring natten til lørdag, hvor gerningsmænd har forsøgt at tvinge sig adgang til en bankboks.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Ingen er kommet til skade, og gerningsmændene slap ikke væk med bankboksen, der dog blev kraftigt beskadiget.
– Det er en kraftig sprængning, de har fået lavet, og ruderne i bygningen er blevet knust, men bygningen er ikke ødelagt eller noget, siger Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Anmeldelsen var politiet i hænde klokken 3.20.
Banken, hvor gerningsmændene har forsøgt at sprænge sig ind til boksen, er Sparekassen Vendsyssel. Den ligger på Strandvejen i Lønstrup.
Gerningsmændene kørte fra stedet i en mørk personbil. Det er ifølge politiet uvist, i hvilken retning de kørte.
Nordjyllands Politi oplyser, at man vil foretage tekniske undersøgelser op ad formiddagen lørdag. Gerningsstedet er indtil videre afspærret.
/ritzau/