Hovsa: Falck tabte lastbil på motorvejen


MIDTJYLLAND: Sydøstjyllands Politi har tidligt fredag eftermiddag omkring kl. 14.20 været tvunget til at spærre Midtjyske Motorvej ved Grejs, idet en sværtransport fra Falck tabte en lastbil under bugsering.

En Falckredder skal formentlig give en hel del kage, efter han på ukendt vis præsterede at tabe en lastbil på motorvejen, lastbilen sad ellers solidt placeret bag en sværvogn – men noget gik galt.

Pludselig var lastbilen ikke længere forbundet med sværvognen, men susede afsted på egne hjul på motorvejen.

Det bizare uheld medførte heldigvis ikke nogen personskade, da lastbilen mistede forbindelsen til den trækkende Falckbil og derved også mistede luften til bremserne på stedet – lastbilen bremsede derfor selv hårdt op på motorvejen, da en lastbil skal have lufttryk for at løsne bremsen.

Præcist hvad der fik lastbilen til at skvatte af, det er endnu ukendt.

Motorvejen var delvist spærret på grund af det ærgerlige uheld frem til omkring kl. 17, hvor alle vejbaner igen var åbne.