Hjemmerøvere lå på lur i opgang før knivoverfald


    Gerningsstedet på Østerbro.


    To mænd lå på lur i mindst to timer, før de mandag morgen overfaldt en 69-årig cykelhandler på Østerbro i København.

    Det mener Københavns Politi, der behandler sagen som hjemmerøveri og drabsforsøg, i en pressemeddelelse.

    Røveriet fandt sted klokken 07.40, da cykelhandleren kom hjem til sin lejlighed, der ligger over hans forretning.

    Men politiet mener, at mændene allerede var trængt ind i opgangen klokken 03.55.

    Klokken 05.30 var mændene der med sikkerhed, da et vidne bemærkede dem i opgangen. Her ventede de ifølge politiet tilsyneladende på, at deres offer skulle komme hjem, efter at han havde luftet sin hund.

    Da den 69-årige kom hjem, trængte de to mænd med ham ind i lejligheden. Her slog og sparkede de deres offer, som også blev stukket med kniv. Et af stikkene ramte ham i ryggen.

    Under overfaldet blev cykelhandleren desuden slået eller sparket på halsen, så han har fået to brud på strubehovedet.

    Efter overfaldet gav gerningsmændene sig god tid. De blev i lejligheden i omkring en time, før de forlod den og gik i retning mod Svanemøllens Station klokken 08.37.

    Politiet har mandag eftermiddag endnu ikke kunnet afhøre den 69-årige, på grund af de svære kvæstelser han har fået i forbindelse med overfaldet.

    Men de formodede røvere blev fanget på et overvågningskamera.

    Den ene beskrives som 28-35 år, 175-185 cm høj og almindelig af bygning. Han er lys i huden, men ifølge politiet formentlig udlænding. Han har mørkt fuldskæg og kort sort hår med måne.

    Mandag morgen var han iført en rød hættetrøje, mørkeblå vest, sort langærmet trøje, mørke cowboybukser og sorte kondisko med hvid sålkant og striber på siden.

    Den anden var lidt yngre og mindre, men også almindelig af bygning og formentlig udlænding.

    Han var iført armygrøn jakke med hætte, sorte bukser med et hvidt logo på venstre lår og sorte kondisko med hvid sål. Han medbragte en sort rygsæk med armygrønne stropper og neongrønne aftegninger foran samt hvidt logo.

    Politiet vil gerne høre fra folk, der mandag morgen mellem klokken 03.25 og 05.30, samt mellem klokken 08.30 og 08.40 har bemærket noget mistænkeligt på Østerbrogade ved nummer 103.

    Desuden vil man gerne høre fra vidner, som har set de to mænd på strækningen mellem Østerbrogade nummer 103 og Svanemøllens Station.

    /ritzau/