Kvinde angreb dørmænd, mens de holdt hendes mand fast


Arkivfoto.


AARHUS: Mand og kone skal holde sammen, og det må man sige at et ægtepar gjorde da et par dørmænd tilbageholdt en 48-årig mand for vold. Konen gik så til angreb på dørmændene….

Voldsepisoden fandt sted på et spillested på Klostergade, lørdag aften omkring kl. 23.15.

En 48-årig mand kom i diskussion med en 21-årig mand, og pludselig tildelte den 48-årige mand den 21-årige mand en skalle, med det resultat at den 21-årige pådrog sig en brækket næse.

På stedet greb dørmændene ind og tilbageholdt den 48-årige voldsmand, samtidig med at der blev tilkaldt en patrulje hos Østjyllands Politi.

Dørmændene havde godt fat i den 48-årige mand, men som en anden amazone kom hans 41-årige kone ham nu til hjælp – og ikke på den klassiske kvindefacon. Kvinden lossede derimod en dørmand direkte i hovedet, mens en anden dørmand fik et knæ i skridtet.

Indsatsen fra kvindens side hjalp dog ikke, derimod blev de begge anholdt og sigtet for vold, den 48-årige mand for vold mod den 21-årige mand og den 41-årige kvinde for vold mod de to dørmænd.

Efter at de var afhørt på stedet, så blev de dog begge sat på fri fod igen og bortvist fra stedet. Konsekvensen af deres optræden vil senere blive behandlet i retten.