Arkivfoto
NYKØBING FALSTER: En politiassistent er torsdag blevet frifundet for at have begået vold mod en anholdt, der var belagt med håndjern.
Retten i Nykøbing Falster har ved dom af 23. februar 2017 frifundet en politiassistent, der var tiltalt for vold efter straffelovens § 244.
Det oplyser Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Politiassistenten var tiltalt for den 1. juni 2016 i forbindelse med sit arbejde med grænsekontrol i Rødbyhavn at have trukket en anholdt op fra jorden i håret, ligesom han var tiltalt for at have slået den anholdte med knytnæveslag i maven og i ansigtet, mens den anholdte var iført håndjern.
Det fandtes ikke bevist, at tiltalte havde trukket den anholdte op fra jorden i håret. Retten lagde vægt på den anholdtes forklaring, hvorefter han ikke var blevet udsat for dette, ligesom der ikke var lægelige oplysninger, der støttede, at dette skulle være sket.
Betjenten er altså pure frifundet på det punkt, idet både han og den anholdte var enige om at han ikke havde trukket denne i håret.
Skyldig i knytnæveslag – men straffri
Retten fandt det bevist, at den tiltalte politiassistent med begrænset kraft havde givet den anholdte flere knytnæveslag i maven og i ansigtet, og at slagene som udgangspunkt var omfattet af straffelovens § 244, men Retten frifandt dog også politiassistenten for denne del af den rejste tiltale i medfør af straffelovens § 13, stk. 2.
§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Denne bestemmelse handler om situationer, hvor man overskrider grænserne for lovligt nødværge, men alligevel kan blive fri for straf.
Retten lagde i den forbindelse vægt på den ene side det oplyste om, at den anholdte flere gange forsøgte at bide politiassistenten og tildele ham en skalle, og at der i situationen opstod håndgemæng og tumult mellem politiassistenten og den anholdte som var meget aggressiv.
Retten tog også hensyn til den i situationen liggende risiko for yderligere angreb fra anholdtes side samt på den anden side karakteren af politiassistentens handling og de meget beskedne følger, fandt retten, at politiassistentens handlinger var straffri efter straffelovens § 13, stk. 2.
Sagen blev behandlet som en domsmandssag og afgørelsen blev truffet af en enig domsmandsret.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje om sagen skal ankes til Østre Landsret.