Skarpladte våben og jointfabrik fundet under politiaktion


Arkivfoto. Der blev også fundet omkring 170.000 kroner i kontanter.


Politiet har under en politiaktion onsdag fundet flere våben, ammunition samt en såkaldt jointfabrik.

Københavns Politi foretog den 22. februar 2017 ransagninger på syv adresser i København og på Københavns Vestegn.

Ransagningerne blev foretaget på baggrund af en afledt efterforskning i forbindelse med de mange skyderier i Storkøbenhavn i efteråret 2016.

Ved ransagningerne onsdag, blev der fundet to skarpladte pistoler, en pistol uden isat ammunition, en ikke funktionsduelig revolver og en signalpistol.

Der blev endvidere fundet lidt over tre kilo hash, en såkaldt jointfabrik og godt og vel 170.000,- kr. I forbindelse med ransagningerne blev der foretaget anholdelse af seks mænd i alderen 19-29 år.

Fem af de anholdte fremstilles i dag i grundlovsforhør, den sidste, en 25-årig mand, blev løsladt efter afhøring og sigtelse for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

– Det er med stor tilfredshed at vi efter nogle måneders efterforskning nu kan få fjernet endnu nogle våben fra bybilledet. Det kan forhåbentligt være med til at forhindre, at der sker nye skyderier i det offentlige rum, siger politikommissær, Steffen Thaaning Steffensen, afdelingen for organiseret kriminalitet hos Københavns Politi.

Han oplyser supplerende, at ingen af de anholdte er registrerede bandemedlemmer, men flere af dem har berøring med flere af de personer fra bandemiljøet, der i efteråret har været en del af de mange skyderier i Storkøbenhavn.