Kraftigt snevejr kan ramme flere steder i landet torsdag


    Arkivfoto.

    På trods af de seneste dages lidt lunere temperaturer kan vintertøjet ikke pakkes helt væk endnu.

    Danmarks Metrologiske Institut, DMI, varsler nemlig risiko for kraftigt snefald flere steder i landet, som bliver betegnet som “farligt vejr”.

    Det er størstedelen af Sjælland, Fyn og flere dele af Jylland, hvor DMI varsler kraftig snefald eller risiko for kraftigt snefald.

    Lars Henriksen, vagthavende hos DMI, fortæller, at der er et lavtryk på vej ind over Danmark.

    – I første omgang er der tale om regn, men i løbet af eftermiddagstimerne vil det flere steder gå over i slud eller tøsne. Det kan begynde at skabe lidt trafikale problemer, siger han.

    Varslingen er gyldig fra torsdag eftermiddag klokken 17.00 til fredag morgen klokken 06.00.

    Det er formentligt også først hen på aftenen og i nattetimerne, at vejret bliver værst, lyder det fra den vagthavende.

    – På en grænse fra Stevns og vestover vil man nord for den grænse nok få snefald flere steder og måske også snefygning. Mens man i de sydligste landsdele i hvert fald en overgang vil få tøvejr med noget regn.

    – Der er sandsynlighed for, at man nogle steder i landet kan få ret meget sne – fem til 15 centimeter – i aften og nattetimerne. Og lokalt mere end 15 centimeter på seks timer, siger han.

    Kraftigt snefald defineres som 15 til 20 centimer sne på seks timer. Sammenlagt forventes, der nogle steder at falde mellem 15 og 20 centimeter sne i varslingsperioden.

    DMI advarer mod, at kraftig sne medfører hurtig lukning af udsatte veje på grund af fygning og dannelse af snedriver og nedsat sigtbarhed.

    Der er også risiko for stop i den kollektive trafik, skriver instituttet på sin hjemmeside.

    /ritzau/