Arkivfoto
Mandag besøgte integrationsminister Inger Støjberg (V) bageren i Ejby på Fyn, der har taget en syrisk flygtning som lærling. I Randers Kommune kommer flygtninge i virksomhedspraktik, påpeger hun.
I foråret tager hun med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) på rundtur i landet for at få flere flygtninge til at forsørge sig selv.
– Der er meget stor forskel på, hvordan man gør rundt omkring, siger Inger Støjberg.
Sidste år blev loven ændret efter trepartsaftalen mellem regeringen, LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Efter de nye regler er 51 procent af flygtningene erklæret jobparate og skal i gang.
– Det er ikke altid nemt. Men man kan se, at det har været godt for mange af virksomhederne, som har taget flygtninge ind. Man har fået flygtninge i gang, og de har bidraget positivt til virksomhederne, siger Inger Støjberg.
Hun erkender, at kun 234 er i integrationsuddannelsen, IGU.
– I sidste ende handler det om, at flygtninge skal ind på arbejdsmarkedet, så de kommer til at forsørge sig selv. Det er sådan set ligegyldigt, om det sker ad den ene eller ad den anden vej, siger Inger Støjberg.
Spørgsmål: Må vi tage lidt hårdere fat ved at give flygtninge et venligt skub i arbejde?
– Vi har halveret ydelserne, og kontanthjælpsloftet er indført samt 225-timers-reglen. Alt dette er firkantede regler, så det bedre kan betale sig at arbejde, siger Inger Støjberg.
– Når vi er så firkantede, så skal vi også give nogle trædesten ind på arbejdsmarkedet.
Hun advarer om en stor regning, hvis vi ikke får flygtninge i job.
– Det er måske endnu værre, at der også vil ligge en værdimæssig regning. For mange mennesker tager ikke det danske værdisæt til sig og får ikke Danmark ind under huden, siger Inger Støjberg.
/ritzau/