Arkivfoto
Det går fortsat frem for brugen af Dankortet. I Januar blev Dankortet brugt flere gange og til at betale et større samlet beløb end i januar sidste år.
Det viser de senest tal fra selskabets bag Dankortet, Nets.
– Vi udvikler hele tiden Dankort, så det fortsat er brugervenligt, sikkert og billigt at benytte for både forbrugere og butikker.
– Forbrugerne kvitterer ved at øge brugen af Dankort, skriver ansvarlig for Dankort i Nets Jeppe Juul-Andersen.
Samlet blev Dankortet brugt til betalinger for 27 milliarder kroner i januar, en stigning på små 700 millioner kroner i forhold til året før.
De var fordelt på 94,4 millioner transaktioner, et hop på 4,4 millioner.
Dankortet blev brugt til at handel i fysiske butikker for 22,6 milliarder kroner og på nettet til betalinger for 4,5 milliarder kroner. Førstnævnte en stigning på 2,0 procent og sidstnævnte på 6,4 procent.
– Isoleret set er det en meget høj vækst på blot en måned. Der er dog til en vis grad tale om teknik bag den flotte vækst i dankortomsætningen fra december til januar.
– Omsætningen på dankort lå lavt i december sidste år, da Black Friday har ændret på sæsonmønsteret og flyttet en del af julesalget fra december til november, skriver cheføkonom hos Dansk Erhverv Steen Bocian om tallene.
Renset for den udvikling var stigningen i januar på omkring én procent på omsætningen ifølge økonomen.
Brugen af Dankort bliver tit set som en indikation på udviklingen i privatforbruget. Det er steget med 2,8 procent.
– Fremgangen i det private forbrug er drevet af stigende indkomster, lave renter og stigende formuer, særligt boligformuer.
– Dertil kommer, at antallet af indbyggere i Danmark stiger kraftigt i disse år, hvilket naturligt nok også trækker i retningen af stigende privat forbrug, flere mennesker betyder mere forbrug, skriver Steen Bocian.
/ritzau/