Syv anholdt under slagsmål i Aarhus


Arkivfoto.


AARHUS: Syv unge anholdt efter et slagsmål, onsdag eftermiddag i det indre af Aarhus.

Østjyllands Politi blev i går eftermiddag, onsdag, kl. 16.47 kaldt til Graven i midtbyen, hvor flere personer var i slagsmål.

Ifølge anmeldelsen blev der brugt jernrør som slagvåben og kastet med cykler under slagsmålet.

Ved patruljernes ankomst blev kampen fløjtet af og personerne adskilt, hvoraf syv blev anholdt for grov forstyrrelse af den offentlig ro og orden.

Alle syv slagsbrødre er løsladt torsdag formiddag, og der er ingen oplysninger om tilskadekomne under slagsmålet.