Arkivfoto
En 66-årig kvinde er i livsfare torsdag middag, efter at hun onsdag aften blev kørt ned af en bil i Aarhus.
Det oplyser politikommissær ved Østjyllands Politi Thomas Hinge.
Politiet fik alarmen om ulykken på Langelandsgade onsdag klokken 18.
– Der er tale om en fodgænger, der bliver ramt af en bil, da hun krydser Langelandsgade, har vagtchef Martin Christensen tidligere fortalt.
Den 66-årige kvinde er fra Aarhus.
Politiets foreløbige undersøgelser tyder på, at hun gik ud på vejen, så føreren af personbilen ikke kunne undgå at ramme hende.
Bilisten, der var en 73-årig kvinde, slap uskadt fra ulykken.
Thomas Hinge oplyser, at politiet stadig er i gang med at undersøge de præcise omstændigheder.
Den 66-årige kvinde er indlagt på Neurointensivt Afsnit på Aarhus Universitetshospital i Skejby, har politiet tidligere oplyst.
Hendes pårørende er underrettet.
/ritzau/