Skyldner affyrede to skud gennem hoveddør i Ringsted


    Arkivfoto.


    En strid om penge førte til, at en mand affyrede et haglgevær gennem sin modparts dør i Ringsted lørdag aften.

    Ingen kom noget til, men søndag skal en dommer afgøre, om den skydende mand skal varetægtsfængsles, oplyser politiet.

    Det var ved 19.30-tiden, at anmeldelsen om skudepisoden blev modtaget af Midt- og Vestsjællands Politi.

    Betjentene tog ingen chancer ved den efterfølgende aktion, hvor de skulle forsøge at anholde manden med haglgeværet. Han er en 39-årig mand.

    Ligesom den anden part i penge-opgøret bor han i Ringsted.

    – Vi gjorde klar til en skarp indtrængning, siger vagtchef Lars Mogensen.

    Imidlertid valgte den belejrede mand selv at komme ud af sin bopæl ved 23.30-tiden.

    – En hund fik ham passiveret, forklarer vagtchefen om forløbet.

    Ifølge ham er det den 39-årige, der skylder modparten penge.

    Umiddelbart er manden sigtet for trusler på livet, men det kan være, at yderligere sigtelser kommer til senere.

    Ifølge politiet blev der affyret to skud mod hoveddøren.

    /ritzau/