Tre mænd ville smugle 14 kilo amfetamin til Danmark


    Arkivfoto


    Tre mænd fik ikke noget ud af at anke deres domme for forsøg på narkosmugling til landsretten.

    Mændene er både i by- og landsret dømt for forsøg på at smugle 14 kilo amfetamin fra Spanien til Danmark.

    I maj sidste år idømte Retten i Herning en 28-årig mand ni års fængsel og en 49-årige mand otte års fængsel. Torsdag valgte Vestre Landsret at stadfæste begge domme.

    Den tredje involverede i sagen, en 42-årig mand blev i byretten idømt syv års fængsel – en dom som landsretten har hævet til otte års fængsel.

    Forsendelsen med amfetamin blev forsøgt sendt fra Spanien i foråret 2015. Men pakken blev afsløret af spansk politi 26. marts, inden den nåede ud af landet.

    Derefter blev den sendt videre til modtageradressen – et lager i Herning – uden det oprindelige indhold.

    Overvågning af det pågældende lager og såkaldt telehistorik har været en stor og vigtig del af politiets efterforskning af sagen og førte til anholdelsen af de tre mænd.

    Retten i Herning fandt, at de 14 kilo amfetamin skulle indføres “med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod et betydeligt vederlag”, sådan som det lød i tiltalen.

    /ritzau/