Politiet anholder mand for voldtægtsforsøg efter koks


    Arkivfoto.


    En 23-årig mand er mandag blevet anholdt og sigtet for to voldtægtsforsøg i Hvidovre.

    Det oplyser Ole Nielsen, der er politikommissær ved Københavns Vestegns Politi.

    – Jeg kan bekræfte, at vi har anholdt den formodede gerningsmand bag to voldtægtsforsøg, siger han.

    Allerede fredag pågreb politiet en mistænkt gerningsmand.

    Det viste sig dog, at den anholdte ikke var den formodede gerningsmand, men derimod et nærtstående familiemedlem til ham, der er blevet anholdt mandag.

    Den 23-årige blev anholdt kort efter klokken 15 mandag i den nordvestlige del af København.

    – Det er klart, at det er en lettelse, at vi har fået fat i den rigtige person, for hele situationen har skabt usikkerhed i området. Så nu kan jeg berolige de pågældende borgere, siger Ole Nielsen.

    De to voldtægtsforsøg, som sagen drejer sig om, fandt sted i januar.

    22. januar blev en 78-årig kvinde ved Friheden i Hvidovre forsøgt voldtaget. Og 29. januar blev en 23-årig kvinde i Rebæk Søpark udsat for et voldtægtsforsøg.

    Fingeraftryk af den mistænkte har fastslået med “100 procents sikkerhed”, at der er tale om den 23-årige, der er herboende rumæner, oplyser politiet.

    Politiet har ikke haft mulighed for at afhøre manden, da det endnu ikke har været muligt at få hjælp fra en tolk.

    Manden fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup tirsdag.

    /ritzau/