Politiet lægger tredobbelt drabssag fra Aabenraa på hylden


    Gerningsstedet i Aabenraa.


    Efterforskningen af drabet på en 27-årig mor og hendes to døtre, der blev fundet i en fryser i en lejlighed i Aabenraa, lægges nu på hylden.

    Det skriver DR Syd.

    Drabene fandt sted i oktober sidste år. Siden har politiet uden held forsøgt at finde frem til kvindens eksmand. Han er også far til de to piger og er den formodede gerningsmand.

    Manden er fortsat internationalt efterlyst. Det fortæller efterforskningsleder Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

    – Hvis vi får oplysninger om, hvor han eventuelt opholder sig, så vil sagen selvfølgelig blive genoptaget, men lige nu er sagen lagt på hylden, siger Bent Thuesen til DR Syd.

    Politiet er så sikker på, at det er eksmanden, der er den skyldige, at det ikke giver mening at holde sagen åben, før de kan få fat på ham.

    Ofrene i den tredobbelte drabssag fra Aabenraa blev kvalt.

    Den syriske kvinde og døtrene på syv og ni blev fundet i en fryser i oktober, efter at et familiemedlem var gået til politiet. Han havde ikke kunnet få kontakt til familien i nogle dage.

    Den formodede gerningsmand rejste fra Aabenraa til Tyrkiet, kort tid efter at drabene formodes at have fundet sted.

    Sporet efter den 33-årige slap op i Ankara i Tyrkiet, og politiet har arbejdet ud fra en teori om, at han er rejst ind i Syrien, hvor politiet har meget ringe muligheder for at finde ham.

    Nu kan politiet kun håbe på, at den eftersøgte eksmand på et tidspunkt forlader sit formodede skjul i Syrien.

    – Det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke kan komme i kontakt med ham og få ham stillet til regnskab for den alvorlige og grove forbrydelse, som han er efterlyst for at have begået, siger Bent Thuesen.

    Han har tidligere til Ritzau oplyst, at manden rejste ud af Danmark ved at tage en taxi til Flensborg, to dage inden ligene blev opdaget.

    Han boede ikke sammen med moren og børnene.

    /ritzau/