Arkivfoto
Der har natten til søndag været endnu et drab i Malmø. Det er det tredje i januar.
Offeret er en mand på 44 år, som er dræbt af knivstik.
Politiet har tilbageholdt fire personer, men der er ikke rejst sigtelser i sagen, skriver nyhedsbureauet TT.
En bølge af drab, skudepisoder og overfald har hærget den sydsvenske by de seneste år.
Siden begyndelsen af januar 2016 er 13 mennesker blevet dræbt i Malmø.
For godt to uger siden blev 16-årig dreng dræbt af skud i den berygtede bydel Rosengård.
Og tre dage inde i det nye år blev en 22-årig mand dræbt af skud i bydelen Fosie.
Tidligere samme døgn blev en 18-årig kvinde såret af skud i Rosengård, og 6. januar blev en mand i 30-års alderen såret af skud i en lejlighed i området Persborg.
Region Syds nye politichef, Klas Friberg, betegnede i forbindelse med de hændelser situationen i Malmø som alvorlig.
– Det er jo en alvorlig situation i Malmø, når det gælder bandekriminalitet og dødelig vold. Der er alt for mange unge mænd, som er blevet slået ihjel her, sagde han ifølge TT.
Efter drabet på den 16-årige dreng 12. januar opfordrede lokalpolitikere Sveriges indenrigsminister, Anders Ygeman (S), til at komme til Malmø for at diskutere den omfattende kriminalitet i byen.
Malmø ønsker desuden også at få placeret en politiskole i byen, har News Øresund tidligere skrevet.
/ritzau/