Mand dømt for hjemmerøveri: Truede med hardballpistol


Arkivfoto.

Ved tretiden natten til 25. juli sidste år pressede en 30-årig mand en dør op til et hus i Brønshøj og truede husets beboer til at udlevere penge og mobil.

Fredag har Retten på Frederiksberg idømt den 30-årige fem års fængsel for hjemmerøveri og en række tyverier.

Den dømte mand truede husets mandlige beboer med en hardballpistol og en kniv, fremgår det af anklageskriftet. Herefter kommanderede han beboeren ind et værelse og beordrede ham til at sætte sig på sengen.

Her tvang han manden til at udlevere en taske, 2977 kroner, en pung med diverse kort og en mobiltelefon.

Efterfølgende stjal han mandens cykel og stak af, men politiet kunne allerede halvanden time efter anholde den 30-årige mand.

De to mænd kendte ikke hinanden i forvejen, og det kan have haft betydning for, om forbrydelsen bliver karakteriseret som et røveri eller et hjemmerøveri, der straffes hårdere.

Det fortæller anklager Lene Hjort, der dog endnu ikke har fået begrundelsen for dommen.

– I et hjemmerøveri er udgangspunktet en straf på fem år. Hvis der alene var tale om et almindeligt røveri er taksterne omkring halvandet år.

– Blandt andet kigger man på, om der har været en forudgående relation mellem parterne. Hvis der har været det, kan det juridisk set ikke være et hjemmerøveri.

– Det kommer også an på, hvornår man har til hensigt at begå et hjemmerøveri. Hvis det er et indbrud, der udvikler sig til et hjemmerøveri, kan det ikke dømmes som et hjemmerøveri, siger anklageren.

Den 30-årige mand har nu to uger til at beslutte, om han vil anke dommen. Ind til, det er besluttet, er der fortsat navneforbud i sagen, og derfor må hans navn ikke nævnes.

Han blev også dømt for adskillige tilfælde af tyveri og hæleri. Han var tiltalt for 31 andre overtrædelser – han erkendte en del af dem og blev frifundet i flere af de forhold, som han nægtede sig skyldig i.

/ritzau/