EU er skridt tættere på strengere våbenlovgivning


    Arkivfoto


    En strengere våbenlovgivning i EU er tæt på at blive en realitet efter en afstemning i EU-Parlamentet torsdag.

    Parlamentets udvalg for det indre marked vedtog forslaget, der nu blot mangler at blive endeligt vedtaget i det samlede parlament til marts.

    – Det er et stort skridt i den rigtige retning med at få mere kontrol med de lovlige våben, der er i Europa, siger Christel Schaldemose, der er medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet.

    Lovstramningerne kommer efter erkendelsen af, at hvert tredje skydevåben brugt til terrorangrebene i Frankrig i 2015 var anskaffet på lovlig vis.

    Det er nemlig lovligt at købe deaktiverede og ubrugelige våben, som terroristerne i de franske tilfælde så ombyggede, så de igen blev fuldt funktionsdygtige.

    Med den nye lovgivning er det fortsat lovligt at købe ubrugelige våben. Men lovstramningen vil sikre, at våbnene er umulige at reaktivere igen.

    – De nye regler er så stramme, så det ikke bliver muligt at reaktivere deaktiverede våben, siger Christel Schaldemose.

    Desuden vil det blive påkrævet at etablere en myndighed, typisk politiet, der kan holde øje med, at de skrottede våben ikke kan få et nyt liv igen.

    Lovstramningen er ikke omfattet af det danske retsforbehold. Men den forventes alligevel ikke at få konkret betydning for Danmark, da Danmark allerede har den strengeste våbenlovgivning i Europa.

    Her bliver deaktiverede våben savet helt over, så de med garanti aldrig kommer til at virke igen.

    Christel Schaldemose havde gerne set, at den fælles, europæiske lovgivning blev lige så streng.

    Men de østeuropæiske lande med Tjekkiet i front satte sig imod.

    Her er det ifølge Schaldemose normalt at eje et skydevåben.

    – For nogle af de her lande svarer det til diskussionen om våben i USA. Det handler om personlig frihed, siger hun.

    Selv om kompromisforslaget ikke blev lige så skarpt, som hun havde ønsket, mener hun dog stadig, at den nye lovgivning bliver et stort løft.

    – Det var ikke muligt at få alle op vores niveau. Men vi får løftet de andre højere op, så det bliver betydeligt sværere – forhåbentlig næsten umuligt – at reaktivere et deaktiveret våben, siger Christel Schaldemose.

    /ritzau/