22-årig får 12 års fængsel og udvisning for knivdrab


    Gerningsstedet i Kolding, februar 2016.


    En 22-årig mand er ved Retten i Kolding idømt 12 års fængsel for at have dræbt en mand på 23 år 1. februar sidste år.

    Den dømte, Abbas Mohamadi, er kommet til Danmark som flygtning fra Afghanistan, og han bliver også udvist af Danmark.

    Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Det 23-årige offer var ligeledes flygtning, men fra Irak.

    Drabet fandt sted lige efter midnat i Hospitalsgade i det centrale Kolding. Flere vidner så de to mænd støde sammen, og at den 22-årige stak offeret med en kniv flere gange.

    – Offeret blev ramt fire gange i venstre side af overkroppen.

    – Efter overfaldet stak den 22-årige af, men blev kort efter fundet i nærheden liggende på en vej, hvor han fortalte, at han var blevet overfaldet, siger anklager Anna Holm i en pressemeddelelse.

    Den 22-årige mand blev kørt til sygehuset, og senere samme dag blev han anholdt og sigtet for drabet i Hospitalsgade.

    Abbas Mohamadi ville ikke udtale sig under sin varetægtsfængsling, men i retten forklarede han, at han kendte den 23-årige, som han var venner med indtil januar 2016.

    Men de blev uvenner på grund af en gæld, som gjorde, at de kom op at slås 1. februar 2016, hvor knivstikkeriet fandt sted.

    – Den 22-årige forklarede i retten, at han havde medbragt en kniv til det møde, da han følte sig utryg ved at skulle mødes med den 23-årige.

    – Kniven havde han brugt til at forsvare sig selv med, da de kom op at slås, siger Anna Holm.

    Selv mente Abbas Mohamadi, at han brugte kniven til nødværge, men retten var af en anden overbevisning, og derfor blev han dømt for drab.

    I alt er 16 vidner blevet afhørt i sagen, der er blevet ført over fem retsdage.

    Den dømte afghaner har anket sin dom til landsretten.

    /ritzau/