21-årig idømt forvaring for drabsforsøg på sin kæreste


    Arkivfoto


    En 21-årig mand er fredag ved Retten i Helsingør blevet idømt forvaring for drabsforsøg på sin 53-årige kæreste.

    Det skriver Ekstra Bladets netavis.

    Forvaring er en af de hårdeste straffe i det danske retssystem. Straffen gives til personer, som ikke er sindssyge, men som anses for så farlige for deres omgivelser, at en almindelig fængselsstraf ikke kan komme på tale.

    Ifølge eb.dk har den 21-årige, der er beskyttet af navneforbud, da også en række domme for grov vold og voldtægt bag sig.

    Drabsforsøget, som han fredag blev dømt for, fandt sted først på aftenen 16. maj sidste år på en parkeringsplads i Nivå.

    Her overfaldt den 21-årige sin kæreste og tog blandt andet kvælertag på hende flere gange. Hun besvimede, og retslægelige erklæringer har vist, at hun var i overhængende livsfare.

    Trods det voldsomme overfald, hvor hun også blev trampet og sparket i hovedet og på kroppen, lykkedes det hende at slippe fri og flygte over til en anden bil på parkeringspladsen.

    Den 21-årige valgte at tænke over, om han vil anke fredagens dom til Østre Landsret, skriver Ekstra Bladet.

    /ritzau/