Arkivfoto.
Det lykkedes onsdag en bevæbnet mand at stjæle smykker for en værdi af mere end 110 millioner kroner ved et røveri i den sydfranske by Cannes, det skriver flere nyhedsbureauer.
Manden, der er fanget på overvågningskamera, kom ifølge politiet ind i en juvelerbutik og lignede en kunde.
Men efter at have opholdt sig i butikken uden at gøre væsen af sig, trak han pludselig en pistol og en håndgranat frem.
Herefter tvang han personalet til at udlevere diamanter til en værdi af 16 millioner euro. Det svarer til over 110 millioner danske kroner.
Røveren var iført et par solbriller, da han onsdag gik ind i den luksuriøse juvelerbutik, der ligger placeret på den fashionable strandpromenade Promenade de la Croisette i Cannes.
I butikken bad han om at se nærmere på nogle af smykkerne, men da ekspedienten blev mistænksom, gav hun ham et smykkekatalog, han kunne kigge i.
Herefter trak han en fuldautomatisk pistol og en håndgranat frem og beordrede de ansatte i butikken til rydde montrerne med smykker, fortæller den lokale anklager til Reuters.
En vagt i butikken blev beordret ned på jorden under røveriet, der tog otte minutter.
Manden forsvandt herefter fra stedet til fods. Politiet mener, at det er en mand i 30’erne, der står bag røveriet.
Det er ikke første gang, at Promenade de la Croisette oplever et juvelrøveri.
I 2013 blev der stjålet værdier for 103 millioner euro fra en udstilling på Hotel Carlton i Cannes. Hverken smykkerne eller gerningsmanden er blevet fundet, skriver Reuters.
/ritzau/