Halvt år siden Emilie forsvandt: Drabsmand mangler stadig


    Emilie Meng forsvandt den 10. juli 2016 og blev først fundet mere end fem måneder senere, den 24. december. Han var blevet dræbt og hendes lig gemt ved en sø i Borup.


    Lidt mere end seks måneder efter 17-årige Emilie Mengs forsvinden er der stadig ingen mistænkt drabsmand i sagen.

    Torsdag bliver den unge pige begravet i Sankt Povls Kirke i Korsør, hvor personer, der kendte Emilie Meng og hendes familie, vil deltage.

    Politiet har, siden hun forsvandt 10. juli, haft en omfattende eftersøgning i gang, og juleaften fandt politiet hendes lig i en sø ved Borup på Sjælland. Men fundet har endnu ikke ført til en anholdelse.

    Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har dog stadig masser af arbejde i sagen, for siden fundet af liget 24. december er det strømmet ind med henvendelser fra borgere, der mener at vide noget.

    Flere end 250 personer er kommet med tip, som politiet stadig arbejder med at undersøge.

    Sidst Emilie Meng blev set i live, sagde hun farvel til sine veninder på Korsør Station efter en bytur. Senere samme dag skulle hun have været på arbejde som kirkesanger, men dukkede aldrig op.

    Siden gik en omfattende eftersøgning i gang, hvor der blandt andet blev søgt i flere haveforeninger i lokalområdet uden held. Desuden undersøgte politiet, hvilke telefoner der har været tændt i det område, hvor hun forsvandt.

    Senere blev et hus i Korsør også ransaget flere gange, men det førte heller intet med sig.

    Ransagningerne skete, efter at nogle personer havde aflyttet adressen og mente, at de kunne høre lyde fra en indespærret person. Personerne i huset har siden meldt personerne bag aflytningen til politiet.

    Juleaften blev Emilie Meng så fundet død, og kort efter meldte politiet ud, at det er overbevist om, at hun er blevet udsat for en forbrydelse.

    Politiet formoder, at hun blev slået ihjel kort tid efter, at hun forsvandt.

    /ritzau/