Aarhus udskyder sag om forbud mod kønsopdelt svømning


    Arkivfoto


    Aarhus Byråd sender en sag om kønsopdelt svømning tilbage til udvalgsbehandling.

    Det sker efter ønske fra Enhedslisten. Partiet vil have en ny behandling af Venstres forslag om at forbyde kønsopdelt svømning i kommunale svømmehaller.

    Venstre kom med en præcisering af forslaget før jul, og det er på den baggrund, at Enhedslisten ser et behov for et nyt kig på sagen.

    Det ændrer dog ikke på, at der fortsat er et solidt politisk flertal for at forbyde kønsopdelt svømning, sådan som det finder sted i for eksempel Gellerupbadet.

    – Der er ingen grund til at bekymre sig om, at flertallet flytter sig, lyder det fra Gert Bjerregaard, Venstres politiske ordfører.

    Han er stadig af den overbevisning, at kønsopdelt svømning ikke hører hjemme i kommunale svømmehaller i den offentlige åbningstid.

    – Trækker det i den rigtige retning for integrationen – nej. Det er dét, et klart flertal i byrådet har konkluderet.

    – Er det de rigtige værdier, der baserer sådan et tilbud – nej. Det er også den konklusion, der er i byrådet i aften, siger Gert Bjerregaard.

    Venstre stillede forslaget tilbage i foråret sidste år. Anledningen var, at det kom frem, at Københavns Kommune støtter Hovedstadens Svømmeklub i at udbyde kønsopdelt svømning i bydelen Tingbjerg.

    Venstre mener, det er udtryk for et “misforstået hensyn til etniske kvinder”.

    Derfor bør det ifølge partiet ikke finde sted inden for den almindelige åbningstid.

    Hvis der skal være kønsopdelt svømning, må det finde sted uden for de normale åbningstider og i regi af en forening, lyder det fra Venstre.

    Forslaget støttes af Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti i Aarhus Byråd.

    De to eneste partier, der ikke kan støtte forslaget, er Enhedslisten og De Radikale.

    Rådmand Rabih Azad Ahmad (R) sagde under byrådsmødet onsdag, at den kønsopdelte svømning i Gellerupbadet har været en ubetinget succes gennem 13 år.

    Tilbuddet om kvindesvømning benyttes af en bred skare af mennesker, argumenterede rådmanden.

    Han mener, at det er skudt over målet, når Venstre mener, at man vil gøre op med parallelsamfund ved at forbyde svømning kun for kvinder.

    – Det er alle stærke selvstændige kvinder. Og ingen af dem jeg har mødt, er undertrykte. Det er kvindernes eget valg, sagde Rabih Azad Ahmad.

    /ritzau/