Ulykkesstedet ved Vrå i Nordjylland
En 56-årig mand har onsdag eftermiddag mistet livet i en arbejdsulykke ved Vrå i Nordjylland.
Politiet fik alarmen om ulykken på Ålstrupvej i Smidstrup klokken 13.52.
– Af endnu ukendte årsager væltede en større bunke jord/ler ned over en 56-årig mand, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge nordjyske.dk skete ulykken i forbindelse med udgravninger til byggeri af et biogasanlæg.
Manden gik nede i en udgravning og var ved at lægge rør ud. En anden arbejder på pladsen så fra en kran, at jorden pludselig skred sammen om den 56-årige og begravede ham.
Ved 17.30-tiden er manden endnu ikke fundet, men hans pårørende er underrettet om ulykken, oplyser politiet.
På Twitter skriver Beredskabsstyrelsen Nordjylland, at man har sendt 18 mand og en redningshund til at hjælpe med eftersøgningen, ligesom man hjælper med lys.
Nordjyske.dk skriver, at kollegerne på arbejdspladsen er i chok efter ulykken, og én kollega er kørt med ambulance til behandling for chok.
Ulykkesstedet ved Vrå i Nordjylland
Ulykkesstedet ved Vrå i Nordjylland
/ritzau/