Politi på gerningsstedet i Skagen.
Nordjyllands Politi mener, at baggrunden for et knivstikkeri i Skagen mandag muligvis er et opgør i narkomiljøet.
Det kom frem, da anklagemyndigheden tirsdag fremstillede fire mænd i grundlovsforhør i Retten i Hjørring, skriver flere medier.
Grundlovsforhøret begyndte klokken 17.30, og fem timer senere er tre af mændene blevet varetægtsfængslet i fire uger. De fængslede er henholdsvis 41 år, 28 år og 27 år.
En fjerde mand på 19 år har fået sin anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer.
De fire mænd nægter sig alle skyldige og har kæret fængslingerne. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge anklager Thomas Klingenberg, Nordjyllands Politi, er mændene sigtet for drabsforsøg.
I alt har politiet mandag og tirsdag anholdt seks mænd, der sættes i forbindelse med knivstikkeriet. Det fandt sted mandag aften i en lejlighed på Skagavej i Skagen, hvor en 20-årig mand blev alvorligt såret.
Den unge mand blødte voldsomt og blev kørt til behandling på Aalborg Universitetshospital. Manden var tirsdag eftermiddag fortsat i kritisk tilstand.
Han blev fundet blødende af politiet, der var blevet tilkaldt af en borger, som ringede til alarmcentralen og anmeldte et slagsmål i lejligheden.
Ifølge ekstrabladet.dk har manden pådraget sig tre kraniebrud og brud på ansigtsknoglerne. Desuden skal han være ramt af knivstik i ryggen.
De seks anholdte er alle fra Skagen. To af dem er tidligere blevet løsladt, men de er fortsat sigtet i sagen.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
/ritzau/