En mand er mandag aften blevet stukket med kniv i en lejlighed i Skagen. Han blødte voldsomt og er blevet kørt til behandling på sygehus.
Mandens tilstand er ifølge politiet kritisk.
– Det ser alvorligt ud, siger vagtchef Michael Elkjær, Nordjyllands Politi.
Politiet fandt manden livløs i lejligheden, efter at en borger mandag kort før klokken 19.30 ringede 112 og fortalte, at der var slagsmål i en lejlighed på Skagavej i Skagen.
Da betjente ankom til stedet, var kun den sårede mand i lejligheden, men vidner har fortalt, at de så tre personer løbe væk.
Dem leder politiet nu efter, men der er endnu ikke noget signalement.
– Vi har gang i en større efterforskning, siger Michael Elkjær.
Politiet ved på nuværende tidspunkt heller ikke, hvem den sårede mand er. Men der er tale om en yngre mand.
Politiets teknikere undersøger mandag aften lejligheden på Skagavej, hvor knivstikkeriet skete. Det forventes, at politiet må arbejde på gerningsstedet hele natten, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
/ritzau/