Otte mænd ejer lige så meget som det halve af Jorden


    Arkivfoto


    Facebook-stifteren Mark Zuckerberg og yderligere syv velhavende mænd ejer sammenlagt lige så mange værdier, som de 3,6 milliarder mennesker, der udgør den fattigste halvdel af Verdens befolkning.

    Det skriver Information på baggrund af en ny rapport.

    Rapporten udgives af den internationale udviklingsorganisation Oxfam forud for det årlige World Economic Forum-møde. Mødet afholdes for verdens politiske og økonomiske ledere i Davos i Schweiz.

    Foruden Mark Zuckerberg er også Microsofts grundlægger, Bill Gates, blandt de otte velbeslåede mænd i den økonomiske top.

    En af rapportens konklusioner er, at syv ud af ti mennesker bor i et land, hvor uligheden er steget i de seneste 30 år. Herunder er Danmark.

    Tidligere undersøgelser har vist, at indkomsten for de fattigste ti procent af verdens befolkning er vokset 2,7 dollar i gennemsnit om året fra 1988 til 2011.

    Men de rigeste ti procent har i samme periode været begunstiget af en gennemsnitlig stigning i indkomsten, der er 182 gange så stor.

    Organisationen Oxfam advarer på den baggrund om, at den globale kapitalisme er uden for demokratisk kontrol.

    – Finanskrisen og den manglende demokratiske kontrol med markedet og den økonomiske elite viser, at vi har et økonomisk system, der også er ude af kontrol, siger Lars Koch, international chef i Oxfam IBIS, til Information.

    I en nyligt offentliggjort risikorapport peger World Economic Forum selv på udfordringer, som er på linje med dem, organisationen Oxfam fremhæver.

    I den borgerlig-liberale tænketank Cepos giver direktør Martin Ågerup dog ikke meget for bekymringen.

    Han mener ikke, at det skader verdens fattigste, at de rigeste er blevet rigere.

    – Alt det Oxfam IBIS er sat i verden for at opnå, går jo fremragende: Antallet af fattige i verden er aldrig faldet så hurtigt som nu.

    – Aldrig har vi set så mange, der bevæger sig ud af underernæring og analfabetisme. Og børnedødeligheden er aldrig faldet så meget, som den gør nu, siger Martin Ågerup til Information.

    /ritzau/