SF vil stresse kriminelle rockere ud af boligkvarterer


    Arkivfoto.


    Det skal være muligt at lukke en rockerborg, hvis der gentagne gange har været skyderier eller andre voldsepisoder på eller i nærheden af adressen.

    Sådan lyder det i SF’s bud på en ny rocker- og bandepakke.

    Forslaget kommer, efter at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har bebudet, at han vil give kommuner lovhjemmel til at smide rockere ud af boligkvarterer.

    I SF’s forslag hedder det, at et samlingsforbud skal kunne udstedes tredje gang, politiet konstaterer, at der foregår “hårde kriminelle aktiviteter” i eller ved en rockerborg.

    – De steder, hvor der gentagne gange har været ballade, skyderier eller andre voldelige aktiviteter, der vil vi have lov til at sætte ind og kigge på, om der kan laves et samlingsforbud, siger retsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).

    Hun understreger, at samlingsforbuddet skal godkendes af en dommer, og at det skal ske med respekt for grundloven.

    – I grundloven står der tydeligt, at der er forsamlings- og foreningsfrihed. Så på den måde kan man ikke forbyde folk at mødes et bestemt sted. Men man kan sætte ind mod de kriminelle aktiviteter, der foregår, siger hun.

    Det vil SF blandt andet gøre ved at stresse rockerne, der hvor politiet ved, at der foregår kriminelle aktiviteter.

    – Vi vil hele tiden ånde dem i nakken i forhold til at sikre, at de ikke får et øjebliks ro. De skal stresses med razziaer, og det skal hele tiden undersøges, hvor de får deres penge og dyre biler fra, siger retsordføreren.

    Søren Pape Poulsens initiativ til at ændre planloven for at kunne slå ned på rockerborge er kommet på baggrund af en anbefaling fra Rockerborgsudvalget.

    Der var i oktober 2016 44 rockerborge på landsplan. 23 af dem er placeret i bebyggede områder. Det viser Rigspolitiets opgørelse ifølge Justitsministeriet.

    Tidligere har kommuner forsøgt at lukke rockerborge i boligkvarterer.

    Kommunerne er dog blevet bremset af en mangel på hjemmel i loven til at smide rockerne ud.

    /ritzau/