Arkivfoto
Fyns Politi har anholdt en 22-årig mand, som er sigtet for blandt andet at have stjålet en bil, der blev brugt, da en fængselsbetjent fra Nyborg Statsfængsel i juli blev overfaldet og skudt i benet.
Den 22-årige sættes dog ikke i forbindelse med selve overfaldet.
– Han er sigtet for ni forhold om berigelseskriminalitet. Herunder et indbrud i Vissenbjerg, hvor den pågældende bil blev stjålet, siger anklager Daniel Dokkedahl.
Indbruddet i Vissenbjerg blev ifølge sigtelsen begået i forening med flere andre personer, som allerede sidder varetægtsfængslet. De er mistænkt for at stå bag overfaldet.
Indbruddet skete 11. juli hos Barfod Transport. Det var dagen før overfaldet på fængselsbetjenten. Bilen, en Opel Astra, blev efterfølgende fundet afbrændt på en rasteplads ved Hjulby tæt ved motorvejsafkørslen Nyborg V.
Det er ifølge Daniel Dokkedahl efterforskningen i skudsagen, som har ført politiet på sporet af den 22-årige. Og ud over indbruddet i Vissenbjerg er han altså også blevet sat i forbindelse med en række andre sager.
De er alle foregået i Odense og omegn.
Ifølge Daniel Dokkedahl har der været tale om klassiske indbrud, hvor der blandt andet er blevet stjålet designmøbler, heriblandt stole tegnet af møbelarkitekt Hans Jørgensen Wegner.
I en af sagerne alene har udbyttet ifølge politiets og anklagemyndighedens skøn en værdi på cirka 400.000 kroner.
I et grundlovsforhør torsdag eftermiddag ved Retten i Odense blev manden fængslet i foreløbig fire uger. Anklager Daniel Dokkedahl oplyser, at den 22-årige erkendte sig skyldig i tre af forholdene.
Blandt andet står han ved tyveriet af bilen i Vissenbjerg. Omvendt nægter han sig skyldig i sagen, hvor udbyttet skal have været 400.000 kroner.
I sagen fra Nyborg Statsfængsel er to personer fængslet. Det drejer sig om en 34-årig leder fra banden Black Army og en 20-årig mand, der er medlem af banden.
/ritzau/