Tidligere MI6-agent bag Trump-rapport går under jorden


    Arkivfoto


    En tidligere ansat i den britiske efterretningstjeneste MI6 er angiveligt gået under jorden efter at være blevet opgivet som kilde til en omtalt rapport om Donald Trumps påståede tætte forhold til Rusland.

    Den 52-årige mand skulle ifølge avisen The Telegraph i al hast have forladt sit hjem i Surrey i England onsdag formiddag, da han indså, at det kun var et spørgsmål om tid, før han blev knyttet sammen med rapporten.

    Rapporten indeholder angiveligt sprængfarlige – men ubekræftede – oplysninger om Trumps forhold til Rusland.

    Russerne skulle eksempelvis have forsøgt at påvirke Trump i mindst fem år ved blandt andet at tilbyde ham lukrative forretningsaftaler.

    Samtidig skulle den russiske efterretningstjeneste FSB have sikret sig kompromitterende materiale om den kommende præsident.

    Konkret skulle Trump i 2013 have boet i præsidentsuiten på hotellet Ritz Carlton i Moskva. Angiveligt hyrede han under opholdet adskillige prostituerede, og det hele skulle være blevet fanget på video af kameraer skjult af den russiske efterretningstjeneste.

    En kilde tæt på den tidligere ansatte i MI6 fortæller til The Telegraph, at den 52-årige mand er “skrækslagen”, efter at hans identitet er blevet offentliggjort, ligesom at han “frygter for sin og sin families sikkerhed”.

    Manden har kone og børn.

    – Han bad mig om at passe sin kat, eftersom at han ville være væk i nogle dage, siger mandens nabo til den britiske avis.

    Tirsdag kunne CNN berette, at Donald Trump sammen med den nuværende præsident, Barack Obama, og topfolk i Kongressen i sidste uge blev informeret af amerikanske efterretningstjenester om rapportens eksistens.

    Præsidenten og hans afløser modtog et sammenfattende dokument på to sider om sagen.

    Senere valgte BuzzFeed at offentliggøre samtlige 35 sider. Netmediet har dog heller ikke kunnet bekræfte oplysningerne i rapporten.

    Donald Trump afviser alle beskyldninger, og det samme gør russerne.

    På et pressemøde onsdag kritiserede Trump de medier, som har bragt historien. Og selv om han ikke kom med en direkte beskyldning om ophavet, kom han med en klar antydning:

    – Det var måske efterretningstjenesten, som lækkede den. Det ville være en grim plet på dens renommé.

    /ritzau/