Mordbrandstifter fra Aalborg flygtede med ild i tøjet


    Gerningsstedet i Heimdalsgade i Aalborg


    To endnu uidentificerede personer mistede livet tirsdag aften, da et hus i Heimdalsgade i Aalborg brændte, og ifølge politiet var der tale om en mordbrand.

    Vidner har fortalt politiet om en gruppe på fem-syv personer, som blev set flygte fra stedet. Der var gået ild i en af dem, der flygtede. Ifølge politiet var han “antændt fra underlivet og ned”.

    Ud for Heimdalsgade 4 – branden var i nummer 1 – lagde den brændende person sig på jorden.

    – Her fik han hjælp af de øvrige gerningsmænd, der med deres hænder forsøgte at slukke ilden, siger politikommissær Sune Myrup i en pressemeddelelse.

    Efterfølgende flygtede gerningsmændene ad Nørre Tranders Vej og videre af et stisystem til Vejgaard Bibliotek. Her flygtede de ifølge et vidnes forklaring til politiet i to mørke personbiler. Muligvis var den ene en Honda Accord.

    Allerede tirsdag betegnede politiet omstændighederne som mistænkelige, og onsdag er man altså overbevist: Branden var påsat.

    Det er en mand og en kvinde, der er omkommet. De er endnu ikke blevet identificeret.

    De to ofre skal ifølge Nordjyllands Politi obduceres i løbet af onsdag.

    Påsatte dødsbrande kaldes også mordbrande, også selv om det ikke har været brandstifterens hensigt at dræbe nogen.

    Det afgørende er, hvorvidt brandstifteren har indset, at han ved ildspåsættelsen bragte menneskeliv i fare.

    Sådanne brande kan efter straffelovens paragraf om såkaldt kvalificeret brandstiftelse give fængsel indtil livstid.

    Politiet har endnu ikke udtalt sig om motivet til branden. Men på adressen er der tilmeldt et firma, Paulas Massage.

    /ritzau/