Mand er ramt af skud i benet i muligt bandeopgør


    Gerningsstedet på Løyesvej i Nykøbing Falster.


    En mand er natten til onsdag blevet skudt i benet i en lejlighed i Nykøbing Falster.

    Manden er uden for livsfare, men blev under bevogtning kørt til sygehuset, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Noget tyder på, at skuddene er banderelateret.

    – Vi er talstærkt til stede i området, og vi skal bruge de kommende timer til tekniske undersøgelser samt afhøringer af vidner, siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse.

    Skudepisoden skete i en lejlighed på Løyesvej. Der er ingen oplysninger om offerets alder.

    Manden blev ramt af to eller tre skud i benet, efter at flere mænd trængte ind i boligen.

    – De foreløbige undersøgelser peger på, at to-tre mænd tiltvang sig adgang og affyrede skuddene. De stak af fra stedet til fods i retning mod banegården.

    – Politiets indledende efterforskning peger på, at der kan være tale om en banderelateret skudepisode, skriver politiet.

    Personer, der kan ligge inde med oplysninger af interesse for sagen, opfordres til at kontakte politiet.

    /ritzau/