Mand kræves fængslet for at stikke sin hustru i halsen


    Arkivfoto.


    En 44-årig mand fra Faxe-området bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør for at have forsøgt at slå sin hustru ihjel.

    Episoden, som politiet betegner som et drabsforsøg, fandt sted torsdag aften.

    Omkring klokken 19 var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blevet kaldt ud til en adresse nær Faxe.

    Her havde manden været oppe at slås med sin 48-årige hustru, og i den forbindelse havde han grebet en køkkenkniv.

    Blandt andet blev den 48-årige kvinde stukket i halsen.

    Da politiet ankom til stedet, blev manden anholdt, mens kvinden straks blev kørt til behandling på sygehuset i Køge.

    /ritzau/