To mænd er mandag eftermiddag bragt til sygehuset, efter at de blev stukket ned i Magleparken i Ballerup.
– Vi får klokken 14.04 en anmeldelse om knivstikkeri, og det viser sig, at to mænd er blevet stukket, siger vagtchef Thomas Christensen fra Københavns Vestegns Politi.
Begge mændene, der er 19 og 23 år gamle, er stukket i ryggen, men ingen af dem skulle være i livsfare.
De har heller ikke haft den store lyst til at tale med politiet, som ved 15.30-tiden endnu ikke kan sige noget om de nærmere omstændigheder ved knivstikkeriet.
I forbindelse med sagen har politiet afspærret en del af Magleparken for at lede efter mulige spor i området.
/ritzau/