Højesteret afviser erstatning efter mislykket selvmord


    Arkivfoto.


    Et mislykket selvmordsforsøg har haft store fysiske konsekvenser for en ung mand, der kun lige nøjagtig overlevede sammenstødet med en lastbil tilbage i november 2010.

    Ikke desto mindre skal han ikke have en krone i erstatning fra lastbilens forsikringsselskab.

    Det fastslår Højesteret mandag i en dom, efter at manden har kæmpet sig hele vejen op gennem retssystemet.

    I sin afgørelse påpeger de fem højesteretsdommere, at sagsøgeren selv var skyld i ulykken. Derfor har han ikke krav på erstatning.

    Det faktum, at manden var diagnosticeret med paranoid skizofreni, da han med høj hastighed bragede direkte ind i en modkørende lastbil på Amagermotorvejen, ændrer ikke på dommernes vurdering.

    De finder det nemlig ikke bevist, at manden var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt i forbindelse med sin kørsel.

    I afgørelsen lægger retten desuden vægt på, at sagsøgeren i forbindelse med selvmordsforsøget udsatte lastbilens fører og andre trafikanter for alvorlig fare.

    Under sagen er det kommet frem, at sammenstødet med lastbilen påførte manden en vedvarende lammelse fra brystkassen og nedefter.

    /ritzau/