100 hundeførere holder vagt ved afsked med dræbt betjent


    Flere hundrede uniformerede politifolk er til stede i Roskilde Domkirke fredag eftermiddag for at ære og mindes deres dræbte kollega Jesper Jul.

    Og uden for kirken er mellem 100 og 200 hundeførere fra hele landet mødt op.

    Politibetjenten blev skudt på klos hold 6. december foran politistationen i Albertslund. Dagen efter døde han af sine kvæstelser.

    I Roskilde deltager op mod 1000 ved den offentlige bisættelse. Heriblandt er familie, venner og kolleger. Også statsminister Lars Løkke Rasmussen og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, er blandt de fremmødte.

    Ved domkirken er cirka 200 borgere samlet i kulden for at mindes betjenten. Michael Mosegaard er tidligere soldat og vil vise Jesper Jul ære.

    – Jeg er kommet for at vise min respekt. Det er forkert, når man skal gå herfra i tjeneste, siger Michael Mosegaard.

    – Det gør mere ondt, fordi han var en person, der passede på os andre.

    43-årige Jesper Jul var hundefører og ansat ved Københavns Vestegns Politi. Politidirektør Kim Christiansen fra politikredsen holder tale ved bisættelsen.

    En gruppe af Jesper Juls nære kolleger skal bære hans kiste ud af Roskilde Domkirke efter højtideligheden. Cirka 500 medarbejdere fra Københavns Vestegns Politi deltager.

    Den afdøde betjent mindes imidlertid ikke kun i Roskilde. Over hele landet kører patruljevogne med sørgebind fredag for at ære ham.

    /ritzau/