Arkivfoto.
Syv mænd fra Holland og Belgien står til langvarige fængselsstraffe på mellem 10 og 14 år.
Sådan lyder det fra anklageren i sagen mod fire hollandske og tre belgiske mænd, der ved Retten i Kolding er tiltalt for forsøg på at snuppe 310 kilo kokain fra en container på havnen i Fredericia sidste sommer.
– Det er den største mængde, der nogensinde er beslaglagt på én gang i Danmark, siger anklager Stine Hagstrup.
Hun mener, at den rekordstore mængde kokain er en skærpende omstændighed, når retten skal fælde dom i sagen.
De syv mænd, der er på anklagebænken, er ifølge anklagemyndighedens opfattelse ikke de egentlige bagmænd bag narkoforsendelsen.
– Det er ikke bagmændene, vi har fat i her. Det er ikke de tiltalte, der trækker i trådene mellem Europa og Sydamerika. De tiltalte befinder sig nederst i organisationen, siger Stine Hagstrup.
Hun mener, at de syv tiltalte udgør et “tømmerteam”, som var hyret til mod betaling at tømme containeren for narko og levere den videre til andre.
En belgisk politikommissær har i retten understøttet den teori og fortalt, at den belgiske havneby Antwerpen er modtagehavn for tonsvis af narko fra Sydamerika.
Ifølge belgisk politi er det en velkendt metode, at narkobagmænd hyrer teams til at tømme containere, når de ankommer til Antwerpen og skal videre ud i Europa.
Politiets teori er netop, at containeren med de 310 kilo kokain skulle have været tømt for narkolasten i Antwerpen, inden den røg videre til Fredericia.
Men det glippede, angiveligt fordi der var afvigelser i sejlplanen.
Derfor fik de tiltalte ifølge anklageren travlt med at køre til Danmark og prøve at lokalisere containeren blandt tusindvis af containere på havnen i Fredericia.
Det lykkedes ikke, og derfor forlod de ifølge anklagen landet med uforrettet sag to døgn senere.
Politiet kom på sporet af de tiltalte via gps- og teleoplysninger og en ip-adresse.
Det vidner ifølge anklageren om, at de har haft meget travlt.
– Det er ikke særligt smart, forsigtigt eller professionelt, siger anklageren.
At operationen ikke lykkedes, skal dog ikke komme de tiltalte til gavn, lyder det fra anklageren.
Hun mener, de har haft en klar hensigt med at tage til Danmark – nemlig at finde containeren og føre narkoen tilbage til Holland og Belgien.
De tiltalte nægter sig skyldige.
Der ventes dom i sagen 22. december.
/ritzau/