Herlevdrab: Stjålet damecykel i parken var et vildspor


    Gerningsstedet i Herlev


    En rød damecykel, som blev fundet tæt på det sted, hvor den højgravide kvinde Louise Borglit blev dræbt i Herlev, havde intet med drabet at gøre.

    Det kan Københavns Vestegns Politi konstatere, efter at vidner har oplyst, at de havde set cyklen ligger på stedet allerede inden drabet 4. november.

    – Cyklen er uden betydning for efterforskningen, for cyklen lå allerede i parken, inden drabet fandt sted, siger politikommissær Hans Christian Tonnesen.

    Mandag efterlyste politiet ejeren af den røde damecykel, som var blevet fundet tæt på gerningsstedet i Elverparken. Ejeren henvendte sig kort tid efter og fortalte, at cyklen var blevet stjålet 31. oktober.

    Hun havde aldrig anmeldt tyveriet, da hun ikke havde fået cyklen forsikret.

    Politiet har siden drabet gennemsøgt parken, affaldscontainere og kloakker i området for at finde den kniv, der blev brugt til at dræbe den 32-årige Louise Borglit, da hun var ude at lufte sin søster hund om aftenen 4. november.

    Politikommissær Hans Christian Tonnesen har tidligere appelleret folk til at henvende sig, hvis de har en mistanke om, hvem gerningsmanden kunne være.

    – Man kan ikke udelukke, at der er nogen i gerningsmandens omgangskreds, som har en formodning om, at det er ham, siger han.

    Politiet har desuden et lille håb om, at ugerningen bliver for tung for gerningsmanden at bære rundt på.

    – Det må være voldsomt at gå og vide, at man har slået en ung kvinde ihjel, som oven i købet var gravid med sit første barn. Så vi håber, at det giver anledning til, at han på et tidspunkt melder sig, siger Tonnesen.

    /ritzau/