Pave Frans langer i et interview med den katolske avis Tertio mere end almindeligt hårdt ud mod det, som han kalder skandalehungrende medier.
I den belgiske avis sammenligner han medierne og deres journalister med folk, der er seksuelt tiltrukket af afføring.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Misinformation er måske den største skade, et medie kan forvolde, fordi det styrer holdninger i en bestemt retning ved at udelade dele af sandheden, siger paven blandt andet i interviewet.
Den 79-årige argentiner holder intet tilbage i kritikken af de medier og journalister, der gør sig skyldige i at sprede falske nyheder.
Han siger blandt andet, at nogle i journalistbranchen lider af koprofili – en sygelig interesse for afføring – og at nogle læsere lider af koprofagi – en trang til at spise afføring.
– Jeg mener, at medierne bør være tydeligere og mere gennemskuelige og ikke ty til – undskyld udtrykket – koprofili ved altid at berette om skandaler og grimme ting, selv om de måtte være sande.
– Og eftersom folk har en tendens til at lide af koprofagi, kan det være meget skadeligt, siger paven i interviewet.
Pavens kommentarer kommer i kølvandet på præsidentvalget i USA og EU-afstemningen i Storbritannien.
I begge lande er det blevet heftigt debatteret, hvorvidt falske nyheder har påvirket vælgerne til at stemme på republikaneren Donald Trump og en britisk udmeldelse af unionen.
– Kommunikationsmedier har deres egne fristelser. De kan være fristet af sladder og bruger det derfor til at fornedre folk. Dette sker især i den politiske verden, siger paven.
/ritzau/