Det er angiveligt en betjent, som er ramt af skud.
– Vi har haft en skudepisode ved politigården i Albertslund, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter tirsdag morgen.
Ifølge BT er en politimand blevet ramt af skud. Det er uklart, hvor slemt betjenten er såret.
Københavns Vestegns Politi har omkring klokken 09.15 ikke bekræftet, at nogen er ramt.
Her er beskeden blot, at man inden længe vil give nye oplysninger.
Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at hele politigården er omringet af svært bevæbnet politi med maskinpistoler.
– De er der hele vejen rundt og patruljerer også på omkringliggende veje. De står klar. Man kan ikke komme tæt på politigården.
Et vidne fortæller til Ekstra Bladet, at hun var ude at gå morgentur, da en politibetjent pludselig råbte af hende:
– Gå den anden vej, råbte han ifølge Kathrine Nordstjerne, som blev gennet ind i sit hus og fik at vide, at hun skal blive indendørs.
/ritzau/