Politi: Muligt politisk motiv bag overfald


FREDERIKSSUND: Onsdag eftermiddag blev en 15-årig dreng overfaldet i gågaden, voldsmændene havde forinden spurgt om den 15-årige var lillebror til DF-politikeren Morten Messerschmidt – og så fik han tæv.

Nordsjællands Politi bekræfter nu fredag at det 15-årige voldsoffer er bror til politikeren Morten Messerschmidt.

Overfaldet skete onsdag eftermiddag ved 16.30-tiden og blev i første omgang anmeldt til Nordsjællands Politi torsdag formiddag klokken 10.45. Senere samme dag afgav broderen forklaring til Nordsjællands Politi.

Fire hætteklædte unge passede den 15-årige op i Gågaden i Frederikssund, og spurgte ham om han var lillebror til politikeren Morten Messerschmidt.

Den 15-årige dreng bekræftede at han er i familie med den kendte politiker, hvorefter de fire overfaldsmænd gik løs på den 15-årige dreng. Han blev slået med knytnæve i ansigtet, slaget ramte ham på den højre side af ansigtet og efterlod både et mærke og en ridse i huden.

Slaget fik den 15-årige til at styrte til jorden, hvor han knaldede hovedet i jorden og fik næseblod efter at have slået næsen i jorden.

Efter at have slået den 15-årige i jorden flygtede de fire overfaldsmænd fra stedet.

Nordsjællands Politi efterforsker nu sagen, herunder om der kan være et politisk motiv til overfaldet. Det er dog endnu for tidligt at konkludere noget endeligt herom.

– Skulle efterforskningen vise, at der ligger et politisk motiv bag overfaldet, er det naturligvis noget, man fra politiets side ser på med meget stor alvor, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.