Torsdag aften afgav en politibetjent et skarpt skud på Nygårdsvej på Østerbro i København – og to personer var i stor fare for at blive skudt under det der lignede et røveri.
Det var omkring kl. 22.30 at Københavns Politi blev alarmeret af flere forbipasserende om et igangværende røveri i en kiosk på Nygårdsvej.
Der var set to røvere i kiosken som truede ekspedienten med noget der lignede et skydevåben, mens en flugtbil tilsyneladende holdt klar udenfor.
Politiet tog anmeldelserne særdeles alvorligt og var fremme kort efter med flere patruljer, og betjentene kunne ganske rigtigt se at ekspedienten i butikken blev truet med et formodet skydevåben.
De to røvere træder ud af butikken, og bliver straks råbt an af betjentene som står klar med trukne våben som modtagelseskomité.
Røverne lystrer dog ikke ordren om at smide deres våben fra sig, og derfor afgiver en af betjentene et varselsskud op i luften, hvorefter de to røvere straks får smidt tingene fra sig.
Først da betjentene får fat i de to røvere, opdager ordensmagten at der er tale om en livsfarlig misforståelse.
Hverken politiet eller vidnerne vidste at de to røvere i kiosken i virkeligheden er studerende som var i gang med at lave et filmprojekt.
– Det er ikke umiddelbart strafbart at opføre sig så uintelligent, som de to her gjort her. Det de har gjort, er ikke ulovligt, men med det trusselsbillede vi lever med i dag, er det ikke særligt smart at lave sådan en scene uden at gøre politiet opmærksomme på det, samt sætte mærkning op for eventuelt forbipasserende, lyder det fra politiinspektør i Københavns Politi Jens Jespersen til Ekstra Bladet.
– Det er bestemt ikke urealistisk, at vi kunne have skudt dem. Når vi har affyret et varselsskud er det næste skridt at affyre et virkningsskud direkte mod personen, siger politiinspektør i Københavns Politi Jens Jespersen til Ekstra Bladet.