En formodet påsat brand har hærget et stråtækt hus på Thistedvej i Fjerritslev, lørdag aften kl. 22.21.
– I huset bor en 89-årig dame, som går med rollator, men hun bliver heldigvis hjulpet ud i tide og er uskadt, fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Per Jørgensen, til Ekstra Bladet.
– Man kan jo kun frygte for, hvad der ville være sket, hvis hjælpen var nået senere frem, siger han.
En lang række af påsatte brande i og omkring Fjerritslev gør at politiet efterforsker branden som værende påsat, ikke mindst da der tidligere på dagen udbrændte et træskur i en børnehave på Svinkløvvej i Fjerritslev.
















