Bilist er omkommet efter kollision nær Vejle


En frontal kollision mellem en lastbil og en personbil på Vilstrupvej mellem Vejle og Ødsted har tirsdag eftermiddag kostet føreren af personbilen livet.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Hans Hoffensetz tirsdag aften.

Den dræbte er en 40-årig mand fra lokalområdet. Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken, som fandt sted klokken 14.45 tirsdag.

– Umiddelbart lader det til, at personbilen af endnu uvisse årsager er kommet over i den modsatte kørebane, hvor den kørte sammen med den her lastbil, siger vagtchefen.

En bilinspektør har færdiggjort arbejdet på ulykkesstedet, men kan endnu ikke komme med et bud på, hvorfor den 40-årige mand befandt sig i den forkerte vejbane.

Kort efter ulykken tirsdag eftermiddag oplyste Sydøstjyllands Politi, at en mand var hårdt kvæstet efter ulykken og kørt til hospitalet. Vagtchefen oplyser dog tirsdag aften, at manden blev erklæret død kort efter sammenstødet.

Chaufføren i den lastbil, som blev ramt af personbilen, er ifølge Hans Hoffensetz uskadt.

Vilstrupvej har været spærret, men er igen åben for trafik. Politi og redning er færdig på stedet.

En lignende ulykke fandt tirsdag eftermiddag sted på Fyn. Her kolliderede en 62-årig fynbo i en lille varebil med en modkørende lastbil, da den ældre mand af uvisse årsager kørte over i modsatte kørebane.

Den 62-årige mistede livet ved sammenstødet.

/ritzau/