Arkivfoto
Tre unge er mandag blevet dømt for et overfald i Øsby ved Haderslev den 13. juni i år
Efter en fest overfaldt de tre i fællesskab en 16-årig dreng.
De slog drengen i hovedet med en flaske og et glas flere gange, og tildelte desuden offeret både slag og spark i hovedet.
Under overfaldet blev offeret tvunget til at kysse den enes sko, mens det blev filmet.
”Der er tale om et særdeles groft overfald, og jeg er derfor meget tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at den mest aktive af de tiltalte får en lang ubetinget fængselsstraf, der også afspejler, at han samtidig bliver dømt for voldsomme gentagne grove overfald,” siger anklagerfuldmægtig Kasper Ørts Jørgensen fra anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.
Retten i Sønderborg tog en strafskærpelse fra 2024 i brug og dømte tre unge for ydmygelsesvold.
Skærpelsen blev besluttet i Folketinget i forbindelse med Bandepakke 4, der trådte i kraft 1. juli 2024.
Her blev indsat en bestemmelse i straffeloven med henblik på at skærpe straffen for vold af denne karakter med 50 procent.
Således fik en 17-årig et år og tre måneders fængsel, mens to 16-årige fik en dom på henholdsvis otte og seks måneders betinget fængsel.
Den 17-årige, der var toneangivende under overfaldet, blev desuden dømt for fire andre tilfælde af vold, og for vidnetrusler mod den ene af medgerningsmændene og mod offeret for overfaldet.
Den 17-årige har været varetægtsfængslet siden den 17. juni og blev fængslet efter dom.
De to 16-åriges domme blev gjort betinget med vilkår om, at de ikke begår nye strafbare forhold de kommende to år, ligesom de skal efterkomme vilkår fra Ungdomskriminalitetsnævnet.
De tre dømte modtog dommen.

















