Dødt spædbarn fundet: Kvinde sigtet for at dræbe nyfødt barn


Arkivfoto


På en adresse i Sandved blev der fredag aften fundet et livløst, nyfødt barn.

Politiet har arbejdet på stedet hele aftenen og det meste af natten, og en yngre kvinde er blevet anholdt.

Hun er nu sigtet for at have dræbt sit nyfødte barn lige efter fødslen.

Kvinden fremstilles lørdag klokken 10.30 i grundlovsforhør ved retten i Næstved.

Anklagemyndigheden vil anmode om, at dørene lukkes under retsmødet.

På grund af dørlukning og sagens karakter har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke yderligere kommentarer.